Der er noget, der i den grad udfordrer blikket, når man står overfor Marie Johannessen Engelsvolds værker. For de er på én gang todimensionale, som et maleri, og i tre dimensioner, sådan som skulpturer er det. Og så indskriver den fjerde dimension, tiden, sig oven i købet ret markant, fordi værkerne har det med at bevæge sig og snurre om deres egen akse. Derfor trækkes blikket i mange retninger – og tankerne følger trop. Vejen til det højst særegne udtryk, som Marie Johannessen Engelsvold er nået frem til, begyndte med buler på lærredet, som hun selv syede fast, så der kunne komme kød på knoglerne og vand fik frit løb helt ud af billedfladen, for at ende i en pøl på gulvet. Maleriet skulle med andre ord ud i rummet – og beskueren skal ind i maleriet. Derfor relaterer hendes værker sig til os på måder, som vi ikke er vant til at forvente. I alle tilfælde ikke fra et maleri. På den ene side kommer disse værker os i møde, de konfronterer os i helt bogstavelig øjenhøjde og mimer vores egen fremtoning. Men på den anden side er der ingen tvivl om, at de ikke er som os, for de er syet sammen med store, synlige sting. Desuden er de bemalet, sådan som man ville male på et fladt lærred for at give en illusion af tredimensionalitet, hvilket katapulterer værkerne ind et sted, ikke bare mellem maleri og skulptur, men også midt imellem figuration og abstraktion. Samtidig er der noget unheimlich, over Marie Johannesen Engelsvolds værker, for alle disse genkendelige genstande og mennesker, vi kunne møde i virkeligheden, er ganske let forskudt fra realismens akse. Ikke kun i kraft af deres oppustethed, som får dem til at minde om strandvaskere, men også fordi det er så tydeligt, at virkeligheden er blevet skåret op og syet sammen igen efter forgodtbefindende. Også den franske kunstner Annette Messager benytter sig af hængende objekter, der kan dreje rundt i rummet, og af det sammensyede – i hendes tilfælde dog oftest bamser, som hun først skiller ad og senere syr sammen igen på overraskende måder. Marie Johannesen Engelsvold er fascineret af Messagers værker, også selvom de på mange måder ligger langt fra hendes egen produktion. For det første er der fødselsåret, og da Messagers er 1943, tilhører hun tydeligt en helt anden generation end Marie Johannesen Engelsvold, der er født i 1969. For det andet benytter Messager sig i en del af de seneste værker også af forskellige former for mekanik, noget Marie Johannesen Engelsvold (endnu) ikke er begyndt på, og endelig er de to kunstneres motiviske fokus meget forskelligt, for hvor Messager kredser om misbrug, barndom og en snert af forrykt eventyr, er Marie Johannesen Engelsvold mere interesseret i at undersøge maleriet - og hvad det kan gøre ved beskueren, når denne kan gå omkring inde i det. Hvilket vi helt konkret kan gøre i ruminstallationen af en malers værksted, hvor vi møder både kunstneren under arbejdet, hendes endnu ufærdige maleri og alle de ting, man finder i sådan et værksted: malerbøtter, pensler, en transistorradio og den undværlige mobiltelefon. Rummet i sig selv defineres udelukkende af disse fritsvævende genstanden, og beskueren kan således se alting fra alle sider, samtidig med at vi befinder os midt i maleriet, som vi således uvægerligt også bliver en del af. Når installationens tema og motiv desuden er maleriets tilblivelse og kunstnerens arbejdsproces, er der tale om metamaleri med adskillige niveauer. Mødet mellem beskuer og maleri løftes således til nye og hidtil usete planer, hvor hverken vi eller værket kan føle os alt for sikre på hinanden. Tekst af Trine Ross